Dåb & Navngivning

Barnet skal efter dansk lov have navn, inden det fylder 6 måneder. Navngivningen kan finde sted med eller uden dåb. I begge tilfælde henvender du dig til kordegnekontoret. Navngivning uden dåb foretages ved underskrivelse af en blanket, navngivning med dåb foretages normalt i søndagens gudstjeneste.
 
Du finder yderligere oplysninger på Kirkeministeriets borgerportal:

www.km.dk/navneogattester   
 
Du kan læse om reglerne for fornavne, mellemnavne og efternavne på Familiestyrelsens hjemmeside: www.familiestyrelsen.dk/navne

Der kan du også finde lister over godkendte pige- og drengenavne www.familiestyrelsen.dk

Blanket til navngivning finder du på www.personregistrering.dk

 

Dåb foretages her i sognet normalt i søndagens gudstjeneste kl. 10. Aftale om dato træffes i god tid med kordegnen. Dåben er placeret i begyndelsen af gudstjenesten, som varer ca. 1 time. Der er kun 1 dåb ved gudstjenesten, da kirken er for lille til samtidig at rumme menigheden og flere hold dåbsgæster.

Så snart forældrene har bestemt sig for barnets navn, har valgt hvem der skal bære barnet samt truffet aftale med fadderne, skal oplysningerne herom afleveres på kordegnekontoret.

Der skal være 2 til 5 faddere, og kirkebogen beder om både deres navne og adresser. Herefter henvender præsten, der skal medvirke ved gudstjenesten den pågældende søndag, sig til forældrene, så der kan aftales et møde inden dåben

Er der flere ønsker om dåb på samme søndag, får forældrene tilbudt en særlig dåbsgudstjeneste kl. 11.30 efter søndagens gudstjeneste. Denne varer ca. ½ time.

For at få et barn døbt i Sct. Jørgens Kirke skal forældrene bo i sognet eller have tilknytning til sognet. Se her.

Fremstilling
Er barnet blevet døbt hjemme eller på sygehuset, kan det senere ”fremstilles” ved en almindelig gudstjeneste i kirken.

Fremstillingen foregår som en dåb, bortset fra at man ikke døber barnet igen. Man fremviser det i menigheden som værende døbt.

For at få et barn fremstillet i Sct. Jørgens Kirke skal forældrene bo i sognet eller have tilknytning til sognet.